Rodbehandling

Hvornår skal man rodbehandle?

Rodbetændelse er den hyppigste årsag til tandpine. Betændelsen opstår, når tandnerven dør pga.:

  • Caries (hul) i tanden. Når hullet er så stort, trænger bakterierne fra hullet ind til nerven og forårsager infektion.
  • Tanden har været udsat for traume.
  • Revner under store sølvfyldninger.

Bakterier og døde nerverester spreder sig via roden ud i knoglen omkring rodspidsen. Man oplever dette som tandpine. Tanden bliver øm ved tryk og føles for høj. Det kan ende med en tandbyld.

Rodbehandling trin for trin

  • Tanden åbnes og rodkanalerne udrenses.
  • Betændelsen skylles ud.
  • Der lægges bakteriedræbende medicin ind i roden. Den skal virke i nogle dage.
  • Når betændelsen er væk, forsegles rodkanalen af en tæt rodfyldning. Tanden dækkes af en permanent fyldning.

Erfaringer med rodbehandling

Rodbehandling er en kompliceret behandling. Der er desværre ingen garanti for, at en rodbehandling altid lykkes. Resultatet afhænger af, hvordan tandens rødder og kanaler er.

De fleste rodbehandlinger ender fint. Men cirka hver fjerde gang lykkes det ikke at slå betændelsen helt ned. Der kan en rodspidsoperation blive nødvendig.

En rodbehandlet tand er svækket i forhold til en rask tand. Vi anbefaler derfor at sætte krone på, hvis det er muligt.

Forebyggelse af rodbetændelse

Rodbehandling kan forebygges ved at opdage huller i tænderne i god tid. Små huller mellem tænderne kan kun ses på røntgenbilleder. Derfor anbefaler vi at få taget røntgenbilleder af kindtænderne regelmæssigt hvert tredje år.

For at undgå revner under sølvfyldninger anbefaler vi udskiftning af disse fyldninger med plast.

Menu